Småbørn

Hvornår kommer mælketænderne?

Rækkefølgen og tidspunktet for, hvornår tænderne bryder frem, kan være meget forskellig. Vær ikke bekymret - de skal nok komme! I 2-3 års alderen er alle 20 mælketænder fremme.

Tandfrembrud kan give ubehag hos nogle børn. Gummerne bliver røde og klør, og barnet bider i alting og savler. Giv dit barn en bidering at bide i - det letter på kløen.

Tandbørstning

Begynd at børste tænder, når den første tand bryder frem. Prøv at gøre det hyggeligt og rart for både barnet og dig selv. Vælg et tidspunkt, hvor dit barn er oplagt.

Brug en lille tandbørste med bløde, tætstillede børstehår. Børsten skal have et bredt skaft. Så er den nemmere at holde på for en voksen.

  • Brug en lille smule fluortandpasta - det er godt for tænderne. Men brug aldrig mere end svarende til barnets lillefingernegl.
  • Børst med små gnubbebevægelser på alle tænder - både på ydersiden, indersiden og på tyggefladen.
  • Børst tænderne både morgen og aften.

Sut

Små børn har et helt naturligt behov for at sutte, men lad ikke dit barn bruge sut hele tiden. Brug sutten til trøst og ved sovetid. Barnet pludrer nemlig bedst uden sut.
En sut virker som en tandbøjle. Den påvirker tandstillingen, så fortænderne ikke kan nå sammen. Det kaldes suttebid. Hvis barnet holder op med at sutte omkring 3-års alderen, retter tænderne sig som regel af sig selv.

Krav til en god sut.

  • Sutten skal være DVN-mærket (Dansk Varefakta Nævn). Det garanterer for at sutten er sikker.
  • Skjoldet skal væk fra munden, så huden omkring munden ikke bliver irriteret.
  • Sutten skal have en ventil, så den bliver flad, når barnet sutter på den.
  • Sutten skal have en ring.

Sutteflaske og modermælk

Brug kun sutteflaske ved måltiderne. Sid med dit barn, når det får flaske, og gør det til en hyggestund for jer begge. Lad det ikke ligge alene med flasken i sengen eller barnevognen.

Hvis dit barn har brug for ekstra væske, kan du putte vand eller kamillete i flasken. Saft, juice, drikkeyoghurt og kakaomælk indeholder meget sukker. Det kan ødelægge tænderne, hvis barnet får det i sutteflasken.

Også modermælk har et højt indhold af sukker. Vær derfor ekstra omhyggelig med tandbørsten, hvis du ammer dit barn om natten.
Når dit barn er 5 - 6 måneder, kan du begynde at lade det drikke af en kop. Væn det til at drikke vand, når det er tørstig.